Regionsmesterskaberne 2013

Regionsmesterskaberne i SOSU 2013 er nu afviklet på SOSU Nord 


Se billeder af dagen her på siderne og følg vores hold på Facebook.

16

Vinderne, som går videre til Danmarksmesterskaberne i januar 2014 er Ditte Mathilde K. Jensen og Rikke H. Kristoffersen. Stort tillykke!

 

Næste stop Danmarksmesterskaberne i SOSU 2014

De nordjyske regionsmestre i SOSU er fra SOSU Nord

Det var helt vildt: Ditte Mathilde Jensen og Rikke Hovaldt fra SOSU Nord vil nok altid huske den 3. oktober 2013, som dagen hvor de blev nordjyske regionsmestre i SOSU, og oven i købet kvalificerede sig til DM i SOSU i 2014.

For fjerde år i træk har danske social- og sundhedsassistentelever i hele landet konkurreret benhårdt i hygiejne, medicinhåndtering og god kommunikation.  Alle fem regioner afholdt mesterskaber den 3. oktober. SOSU Nords elever konkurrerede på SOSU Nord i Vodskov, sammen med elever fra SOSU Randers og SOSU STV.  

"Jeg havde ikke forestillet mig at vi ville vinde - det var helt vildt.", siger Ditte Mathilde, og fortsætter "Vi har øvet os rigtig meget - og det har da været hårdt, men også rigtig godt. Vi er jo begge to på vores første skoleperiode, så vi har jo skullet lære alle mulige ting, som at give insulin og den slags. Så er det altså også mega fedt at vinde, når der også var nogle med som skulle til at til eksamen".

Det var dog ikke uden bæven pigerne gik på scenen på selve dagen: "Jeg kunne egentlig først mærke, jeg var nervøs da vi fik morgenmad kvart i ni. Efter et halvt rundstykke lod jeg resten stå. Men ligeså snart man trådte op på scenen glemte man det fuldstændig og levede sig helt ind i opgaven. Jeg stoppede i hvert fald med at være nervøs da vi fik opgaverne - de var meget overskuelige i forhold til hvad jeg havde frygtet - jeg var ligesom forberedt på det værste - noget med fald og løft og alt muligt. Det havde vi jo trænet i på træningsdagene." fortæller Rikke, og fortsætter med et lille gys "og det var jo også "kun" 150 mennesker der kiggede på. I Gigantium kommer der jo ca. 20.000 mennesker.". "Puha jeg får kriller i maven bare ved tanken - det bliver stort." supplere Ditte Mathilde.

"Der bliver virkelig stillet krav til elevernes færdigheder, og deres faglighed kom i spil på en rigtig spændende måde. Det er altid enormt inspirerende at overvære, og vi er selvfølgelig utroligt stolte af, at de nordjyske regionsmestre kommer fra SOSU Nord", udtaler Direktør Anja Jørgensen.

Regionsmesterskaberne i SOSU er en del af det kæmpestore arrangement, DM i SKILLS, hvor de dygtigste elever fra ca. 36 forskellige erhvervsskoler kæmper om at blive danmarksmestre indenfor lige netop deres speciale. I 2014 afholdes SKILLS i Gigantium i Aalborg, og her skal Ditte Mathilde og Rikke med, og dyste imod fire andre hold regionsmestre i SOSU.

"Det er godt nok et stort arrangement - torsdag er der indmarch og det skulle være noget af det allervildeste - min familie har taget fri alle dagene for at komme og se og heppe." siger Ditte Mathilde. "Ja, og sidste år var det jo Prins Joachim, der overrakte præmierne, så vi ville da godt have at det var enten Frederik eller Mary der kom i år." tilføjer Rikke med et stort grin.

Pigerne er selvfølgelig nervøse for det store arrangement, men de ser også frem til træningen og til alt det nye de skal lære undervejs, og som de kan tage med sig bagefter.

"I forhold til arbejde er det jo lige til at bruge, også hvis man nu er lidt generet, så lærer man virkelig at stå frem og turde sige noget i en stor forsamling. Man lærer ligesom at stole mere på sig selv. " Siger Ditte Mathilde, og Rikke tilføjer "Man lærer også at tro mere på det man kan og det kan måske hjælpe, når man skal ud og søge arbejde hvem ved".