Om de 7 sanser

De syv sanser er indbyrdes afhængige. Mangler der input fra en sans, tager de andre sanser over, eller hvis en sans dominerer for meget er det på bekostning af andre sanser.

De vigtige sanser (indre sanser) er den taktile, den vestibulære og den proprioceptive sans. De supplerende sanser kaldes "ydre sanser ": den visuelle, den auditive, den olfactoriske og den gustatoriske sans.

De indre sanser vigtige sanser, fordi de har betydning for, at opnå en god muskeltonus (muskelspænding).

Den vestibulære sans

Denne sans er den første af vore tre vigtige sanser. Det vil sige, at den udvikles tidligt i svangerskabet, og stimulerer fosteret, ved moderens bevægelser. En aktiv graviditet er med til at stimulere og udvikle denne sans positivt. De indre sanser mærker vi først i det øjeblik de er nedsatte eller underudviklede. Mange kender til at være ramt af en virus på balancenerven, og ved hvor ubehageligt det kan være, at gå rundt og være svimmel.

Vestibulær sansen registrerer bevægelser, specielt af hovedet, op/ned/venstre/højre/frem/tilbage, omdrejninger og påvirkninger af tyngdekraften via receptorer beliggende i det indre øre. Den vestibulære sans kan overreagere, fx transportsyge. Nedsat vestibulære sans kan komme til udtryk ved fx svimmelhed, utryghed ved nye stillinger og bevægelser, besvær ved at koordinere bevægelser, balanceproblemer og langsomhed ved uvante bevægelser. Denne sans kan stimuleres forskelligt, alt efter hvilken bevægelse der benyttes - bevægelser frem og tilbage virker beroligende og dæmpende, side til side - bevægelser er opkvikkende og aktiverende og roterende bevægelser er de mest aktiverende og det er her vigtigt at være påpasselig, da rotation kan medføre kvalme og svimmelhed.

Med alderen "knækker" sansecellerne i det indre øre af, og sansecellernes registrering af forandringer i balancen forsinkes.

Tegn på nedsat vestibulærsans er

  • dårlig balance og manglende evne til at genvinde balancen.
  • nedsat eller øget muskeltonus ( musklernes hvilespænding )
  • ofte usikre øjenbevægelser.

Stimuli af den vestibulære sans sker ved

  • vugge, snurre, gynge.
  • alle bevægelser med hovedet.
  • langsomme rytmiske bevægelser virker sløvende, mens hurtige bevægelser virker opkvikkende. Man stimuleres mest ved selv at være i bevægelse (hovedets position) men også at se verden i bevægelse. Nogle mennesker, der har problemer med den vestibulære sans, begynder selvstimulering af sansen ved evt. at rokke frem og tilbage eller snurre rundt.

Den taktile sans

Den taktile sans bliver ligesom vestibulær-sansen udviklet tidligt i svangerskabet, og er vigtig for kropsbevidstheden. Den taktile sans' sanseceller er placeret i huden, som er det største organ,vi har. Den taktile sans registrerer tryk, kulde/varme, smerte og strukturer(ex rundt, kantet, spidst, hårdt, blødt, ruet, glat, vådt) vha. receptorer beliggende under huden, i slimhinder og indvolde. Funktionen af denne sans er beskyttende. Hvis vi rører noget meget varmt, skarpt eller andet farligt, vil vi reflektorisk trække os tilbage fra stimuleringen.

Behagelig stimulering af denne sans fremmer velvære, ro, afspænding, lavere blodtryk, reducering af stress. Det er vigtigt at være opmærksom på, om personen har taktil skyhed (berøringsangst). Denne sans kan være nedsat, så der skal meget til for at mærke berøring. Disse personer vil søge berøring og ikke kunne få nok. Sansen kan også overreagere. Det vil medføre, at personen vil undgå berøring, da sanseindtrykkene er forstærkede og derfor hurtigt kan virke smertefulde.

Tegn på dårlig taktilsans er

  • de kan ikke lide at få tøjet af.
  • de kan ikke lide at være snavset.
  • de kan ikke lide at blive berørt.
  • dårlig kropsbevidsthed.

Stimuli af den taktile sans sker ved

  • langsomme bevægelser med evt. en bold.
  • bløde klap med hænderne på ryggen.
  • lidt hårdere bevægelser, give et knus, tegne på ryggen eller arme.

Borgere med taktile problemer kan finde på selvstimulering, som f. eks. gniden hænder, hånd til mund - aktivitet, eller en køren rundt i håret med hånden. Det kan også være en selvdestruktiv adfærd, som at slå sig selv.

Den proprioceptive sans

Den proprioceptive sans registrerer kroppens og lemmernes indbyrdes position og bevægelse i forhold til hinanden og tyngdekraften,ved hjælp af receptorer beliggende i muskler, sener og led.  Den proprioceptive sans reagerer på ændring i træk og tryk i muskler, sener og led, og denne kan ikke overstimuleres. Al stimuli der vedrører denne sans virker beroligende og dæmpende. Den mest effektive stimulation af denne sans er bevægelse, hvor musklerne trækker sig sammen og strækker sig ud igen, når leddene trykkes sammen eller trækkes fra hinanden.

Den har tre vigtige funktioner: Bestemmelse af muskelspænding, opretholdelse af kropsholdning, kontrol af bevægelser. Disse tre funktioner danner tilsammen grundlaget for de motoriske færdigheder, som bliver til koordination. Med alderen bliver den proprioceptive sans generel svækket, og der opstår et behov for at bruge synet som kompensation.

Tegn på dårlig proprioceptive sans er

  • har besvær med at planlægge bevægelser.
  • har nedsat eller ingen kropsopfattelse og kropsbevidsthed.

Stimulimulering af den proprioceptive sans

  • at være i bevægelse
  • at blive masseret
  • være i kuglebassin
  • være i boblebad

Har en borger problemer med den proprioceptive sans, kan man opleve, at der sker en selvstimulering ved at skære tænder, voldsom klappen med hænderne, bide i genstande, og gang på tåspidserne. 

Synssansen

Den visuelle sans' sanseceller stimuleres, når noget kommer inden for synsfeltet. Synssansen registrerer lys, mørke og farver og den fungerer ved at give besked om omgivelserne og tingenes placering i disse. Den visuelle sans er tilknyttet flere af de andre sanser og fungerer som en slags støtte-sans. Sansen er med til at give bevidsthed om omgivelser og genstandes placeringer i disse. den visuelle sans virker aktiverende og det er vigtigt at være opmærksom på at for mange synsindtryk kan virke forstyrrende, da det er svært ikke at reagere på genstande, der kommer ind i synsfeltet.

Når vi bliver ældre, sker der en generel svækkelse af synet og skarpheden aftager. Farvesansen svækkes og de blå - grønne nuancer sorteres fra, og de gul - røde nuancer bliver mere dominerende.

Høresansen

Den auditive sans sanseceller er placeret i det indre øre. Høresansens opgave er at genkende, forstå og lære sproglig kommunikation, og give besked om omgivelserne igennem høreinformation. Den auditive sans stimuleres ved lyd, der igangsætter lydbølger, som så registreres ved vibrationer i små knogler og væskefyldte buegange i det indre øre. Den auditive sans virker aktiverende ved musik med højt tempo eller anden lyd med tempo. Stille musik eller lyde i rolig tempo kan virke beroligende. Lyde kobles ofte sammen med minder. For en nyfødt kan lyden af hjertet eller mors stemme virke beroligende. Musik kan minde os om bestemte perioder af vores liv, hvor vi måske var forelskede eller i sorg.

Når vi bliver ældre, sker der en generel svækkelse af høreorganet, som skyldes knæk af sansehår.

Lugtesansen

Den olfaktoriske sans´ sanseceller er placeret i lugtekolben i den øverste del af næsehulen. Den registrerer dufte/lugt i samarbejde med smagssansen. Lugtesansenskiller sig ud fra de andre sanser ved at, man ikke kan "tænde" og "slukke" for den. Derudover er lugtesansen placeret i den del af hjernen (det limbiske system), som har med følelser og minder at gøre. Inddragelse af lugtesansen kræver derfor kendskab til personens livshistorie eller kendskab til hvilke dufte præferencer personen har.  Når vi bliver ældre "skrumper" lugteorganet og hastigheden af registreringen nedsættes.

Smagssansen

Den gustatoriske sans´ sanseceller er placeret i smagsløgene på tungen. Der er et smagsfrit område midt på tungen. Smagssansen består af sans for surt, sødt, salt og bittert og kombinationer af dem. Funktionen er at give information om en smagsoplevelse. Når vi bliver ældre "skrumper" smagsløgene og smagen af sødt bevares længst.