Guld ved DM i Skills

Guld til SOSU Nord ved DM i Skills

Guld til Caroline Kammer

Guld ved DM i Skills

Frederikshavn Kommune har Danmarks dygtigste social- og sundhedsassistentelev

I månedsvis har Caroline Kammer Olesen arbejdet intenst med at blive endnu dygtigere til at arbejde med sundhed og sygepleje indenfor emner som diabetes, psykisk sygdom, demens og samarbejde med pårørende. Hun havde nemlig kvalificeret sig til DM i Skills, der netop er afholdt i Hjørring.

Lørdag kulminerede de mange intense træningstimer så i en førsteplads for Caroline Kammer Olesen.

Unge viser andre unge en karrierevej

DM i Skills er tre dage, hvor unge viser andre unge, hvad deres uddannelse handler om. Det er faglig stolthed, inspiration og imponerende indsatser – og det kræver helt særlige skills.

Carolines to trænere Jeanette Kleis og Pernille Mørk Bendtsen fortæller om den faglige udvikling, Caroline har været igennem siden, hun kvalificerede sig.

”Caroline er fagligt meget dygtig, men DM i Skills – og det at arbejde som social- og sundhedsassistent - kræver faktisk endnu mere. Når Caroline går ind til en borger eller patient – uanset om det er på scenen eller i virkeligheden – så skal hun bl.a. være professionel i sin relationer. Hun skal kunne aflæse situationer, mennesker og handle hurtigt, hvis der fx opstår en akut situation. Ved at arbejde så intenst med de forskellige cases kan vi se, at hun virkelig har udviklet sig på netop disse områder.”

Caroline selv fortæller, at hun håber, at hun kan inspirere andre til at vælge samme vej.

”Jeg synes, at DM i Skills kan bruges til at vise mit fag og alt det, det indeholder. Den ene case handlede fx om en mand, der havde epilepsi og jeg skulle hjælpe ham med at håndtere sin medicin. Opgaven krævede først, at jeg kunne vise, at jeg formår at dosere hans medicin korrekt samtidig med, at vi sludrer om løst og fast. Da han så pludselig får et epileptisk anfald, skal jeg vise, at jeg ved, hvornår jeg skal give medicin, hvilke symptomer jeg skal være opmærksom på, hvornår jeg skal ringe 112 og hvilke informationer, jeg skal give videre i telefonen.”

DM i Skills – et blik ind i fagligheden

DM i Skills er, for social- og sundhedsuddannelserne, en unik mulighed for at vise de mange tilskuere eksempler på opgaverne i en social- og sundhedsassistents arbejdsdag. Og ikke mindst gøre det synligt, hvor stærk en faglighed, der er i uddannelsen i forhold til bl.a. sygepleje, rehabilitering og kommunikation og samarbejde med borger/patienter og deres pårørende.

”I hverdagen løser social- og sundhedsassistenter deres opgaver i et privat rum med borgeren / patienten, ” siger Lene Kvist, direktør SOSU Nord og formand for Danske SOSU-skoler. ”Derfor er DM i Skills en fantastisk mulighed til at åbne netop dette rum op på en scene, hvor dygtige skuespillere agerer borgere / patienter, og hvor deltagerne skal løse konkrete opgaver som bl.a. medicingivning, observation af sygdomstegn og måling af værdier, samtidig med at de formår at skabe en professionel relation og vejleder og understøtter borgeren i forhold til deres livssituation og helbred. Og derfor har vi på SOSU Nord været glade og stolte over at være med til at skabe rammerne for afviklingen af konkurrencerne på DM i Skills 2026 i Hjørring. At det så ovenikøbet slutter med guld på hjemmebane er jo bare formidabelt”.

 

Vejen til finalen

For overhovedet at kunne stå på scenen ved DM i Skills har Caroline været på en længere rejse. Først skulle hun sammen med andre interesserede elever igennem en optagelsesprøve og derefter skulle hun vinde skolemesterskabet på SOSU Nord. Så fulgte måneders intens træning og forberedelse med bl.a. fælles træningscamp med de øvrige deltagere.

Forberedelsen har også krævet et tæt samarbejde og koordinering med Carolines læreplads i Frederikshavn Kommune. ”Vi oplever stor opbakning fra de ansættende kommuner i forbindelse med Skills. Frederikshavn Kommune har virkelig bakket op om Carolines deltagelse – og er lige så stolte, som vi er”, afslutter Lene Kvist fra SOSU Nord. ”Skills er en fantastisk rekrutteringskanal, fordi andre unge kan spejle sig i Caroline og alle de andre, der viser, hvad de kan.”

Det hele lykkedes og det er årsagen til, at Caroline nu kan kalde sig Danmarks dygtigste social- og sundhedsassistentelev.