Hvornår er tiden rigtig?
Fra social- og sundhedshjælper til social- og sundhedsassistent.
Voksenelevløn gør det muligt for mange at skifte branche
Mathias er 35 og har arbejdet med lidt af hvert. Ønsket har altid været at arbejde med mennesker og gerne børn med diagnoser – tiden skulle bare lige være rigtigt.
Og det rigtige tidspunkt viste sig at være en vinter, hvor han var blevet ledig fra sit tømrerarbejde grundet årstiden.
”Jeg så et jobopslag hos Jammerbugt Kommune, som søgte social- og sundhedshjælperelever. Det at jeg kunne få løn under uddannelsen var afgørende for, at det var muligt for mig”.
”Jeg havde klart også nogle fordomme med mig, men jeg må bare sige, at de i løbet af kort tid forsvandt. Faget er SÅ meget mere – det er psykologi, relationer, omsorg, anerkendende kommunikation og så er der bare ingenting, der slår et smil fra en borger, der er glad for min indsats.”
Mathias og fremtiden
I dag er Mathias i gang med at bygge videre, for han er startet på social- og sundhedsassistentuddannelsen med merit, fordi han også er social- og sundhedshjælper.
”Jeg får et større perspektiv og det er et godt afsæt for min drøm om at blive ergoterapeut”.
Mathias råd til andre, der også overvejer merituddannelsen er, at de skal hænge i. ”Det går stærkt i starten. Men det er det hele værd”.
Mennesker kommer under huden på dig
Mathias har især en oplevelse, der står klart frem. Han kom hos en familie, hvor faren havde demens og bl.a. havde halluciantioner, moren havde også brug for hjælp og deres hjemmeboende voksne søn var kognitivt ikke alderssvarende.
”Det var en familie, der var kompleks og svær at komme ind på livet af. Men jeg brugte bl.a. min faglighed til at skabe gode relationer og de blev trygge ved mig. De endte med at opleve, at jeg faktisk var en hjælp og støtte og jeg fik så mange fine stunder med faren. Jeg fandt ud af, at når jeg sang for ham, blev han nærværende og ”sig selv”. Det var helt specielt.”