Nyhed d. 22. august, SOSU Nord
Stærkt samarbejde giver resultater – social- og sundhedshjælpere dimitterer i Hobro
Når SOSU Nord i Hobro fredag den 22. august sender det første hold social- og sundhedshjælpere ud i virkeligheden, er det resultatet af et tæt samarbejde mellem Mariagerfjord Kommune og SOSU Nord.
Baggrunden for at etablere social- og sundhedshjælper-uddannelsen i Hobro var et klart ønske fra Mariagerfjord Kommune: at sikre flere hænder til ældre- og sundhedssektoren og samtidig gøre det lettere for borgere i lokalområdet at tage en erhvervsuddannelse. Indtil juni 2024 skulle elever pendle til SOSU Nord i Aalborg for at tage uddannelsen – en barriere, der for nogle stod i vejen for at starte. Med uddannelsen placeret i Hobro er det nu muligt at tiltrække nye elever, der ellers ikke ville have søgt ind.
”For SOSU Nord er det vigtigt at være til stede lokalt i videst muligt omfang. Mange af vores elever har familier og andre forpligtigelser, der gør det vanskeligt i hverdagen at køre langt eller flytte efter uddannelse”, siger Lene Kvist, direktør på SOSU Nord. ”Det har krævet en ambitiøs indsats fra Mariagerfjord Kommune at skabe flere lærepladser i hjemmepleje og på plejehjem som grundlag for, at SOSU Nord nu kan udbyde den samlede uddannelse til social- og sundhedshjælper i Hobro. Behovet for arbejdskraft er stort på ældre- og sundhedsområdet, og den nye uddannelsesmulighed i Hobro skal være med til at sikre kompetente medarbejdere i fremtiden".
I alt dimitterer nu 18 social- og sundhedshjælpere. Størstedelen af dem har allerede job i Mariagerfjord Kommune. Dermed kan indsatsen både måles i flere uddannede, i flere lokale arbejdspladser – og i et direkte løft til kommunens velfærdsområde.
Etableringen af uddannelsen i Hobro er et stærkt eksempel på, hvordan fælles indsats mellem kommune og uddannelsesinstitution kan omsættes til konkrete resultater i form af flere faglærte i velfærdsjob.
Eleverne selv fremhæver, at det har gjort en afgørende forskel at kunne tage uddannelsen lokalt. Flere peger på, at de ikke ville have haft mulighed for at starte på uddannelsen, hvis de skulle rejse langt hver dag. Nu står de klar med både faglige kompetencer og et stærkt lokalt tilhørsforhold.
Med det første hold færdiguddannet ser både Mariagerfjord Kommune og SOSU Nord frem til at fortsætte samarbejdet om at uddanne fremtidens social- og sundhedshjælpere.