SOSU SOSU

Social- og sundhedsassistent

Om uddannelsen

Social- og sundhedsassistent

Som social- og sundhedsassistent er du med til at sikre, at borgere og patienter får det bedste forløb i mødet med sundhedsvæsenet.

Du arbejder professionelt med helhedsorienterende sygepleje og rehabilitering, og du skal lede og koordinere rehabiliterende aktiviteter, der kan hjælpe borgere og patienter i at mestre deres eget liv i forbindelse med behandling eller sygdom.

I dit arbejde som social- og sundhedsassistent kommer du til at møde forskellige mennesker – unge, ældre, syge, handicappede m.fl. – der alle i varierende grad har brug for pleje, hjælp og vejledning. Derfor er det vigtigt, at du som person har forståelse, empati og interesse for andre mennesker, for du bliver bindeleddet - den røde tråd - mellem det offentlige og borgeren eller patienten – og dermed også en af de vigtigste personer i processen mod rehabilitering.

I din hverdag som social- og sundhedsassistent kommer du til at arbejde sammen med mange forskellige faggrupper, som for eksempel andre social- og sundhedsassistenter og -hjælpere, sygeplejersker, læger, fysio- og ergoterapeuter, diætister, tandlæger, fodterapeuter m.fl.

Du møder mange forskellige borgere/patienter og samarbejdspartnere og det stiller krav til både din skiftlige og mundtlige kommunikationsevne – du skal kommunikere på mange niveauer.

Du kan også tage din uddannelse som EUX.

Social- og sundhedsassistent
Social- og sundhedsassistent

Har du blik for helheden og vil du tage ansvar?

Uddannelsen som social- og sundhedsassistent er for dig, der vil arbejde med mennesker. For dig, der vil sikre, at borgeren får et helhedsorienteret forløb i mødet med sundhedsvæsenet – hele vejen igennem.

Du får ansvar for både at koordinere og udføre opgaver inden for grundlæggende pleje og rehabilitering af borgeren. Du er tæt på borgeren/patienten, så det vil ofte være dig, der tidligt observerer ændringer i borgerens sociale, psykiske og fysiske helbred.

Det kan du som social- og sundhedsassistent

Som social- og sundhedsassistent hjælper og vejleder du mennesker, der har brug for professionel pleje, omsorg og vejledning.

Arbejdet som social- og sundhedsassistent handler i stigende grad om netop at give hjælp til selvhjælp, i fagsprog kaldet rehabilitering. Du kan også tage del i at genoptræne og vejlede borgeren om, hvordan han eller hun kan få en bedre hverdag.

 

Her kommer du typisk til at arbejde

  • På plejecentre for fysisk og psykisk handicappede
  • På sygehuse
  • I psykiatrien
  • I kommunale hjemmeplejeordninger og genoptræningsenheder
  • I private (vikar)bureauer

Som social- og sundhedsassistent er dine fornemmeste opgaver den grundlæggende sygepleje, lede og koordinere aktiviteter, der støtter borgeren i at mestre sit eget liv i forbindelse med behandling eller sygdom. 

Du kan også vælge at læse videre til for eksempel sygeplejerske, socialrådgiver eller ergo- og fysioterapeut via kvote 2.*

Eller du kan tage en akademiuddannelse indenfor sundhedsområdet, eller forskellige efteruddannelseskurser.*

* Nogle videregående uddannelser kræver, at du supplerer op med fag eller skal tage fag på højere niveau, før du opfylder adgangskravene. Brug Adgangskortet på Uddannelsesguiden til at se, hvilke videregående uddannelser, din EUX Velfærd giver adgang til.

Uddannelsens opbygning

Uddannelsen tager mellem 3 år og 10 måneder - 4 år og 7 måneder og er bygget op af et eller to grundforløb og et hovedforløb.

 

Oplæring

Din uddannelse veksler mellem skole og oplæring. Dine oplæringssteder vil være sygehus, plejecenter, hjemmepleje og psykiatri.

Antallet af oplæringsperioder varierer alt efter din alder, dit uddannelsesforløb m.v.

Du kan også søge om at komme i oplæring i udlandet. Læs mere om oplæring i udlandet.

Sådan søger du ind

Det starter med et grundforløb...

Grundforløbet er den indledende del af alle erhvervsuddannelser. Formålet er at gøre dig parat til hovedforløbene. 

På SOSU Nord kan du tage Grundforløb 1, Grundforløb 2 eller Grundforløb +. 

Hvilket grundforløb, der er det rigtige for dig, afhænger af din alder, erhvervserfaring og grundskoleuddannelse.

Du kan læse mere om grundforløbene her



For dig der allerede har et grundforløb...
 

For at starte på et hovedforløb skal du have en uddannelsesaftale med en arbejdsgiver. Du skal altså selv søge læreplads ved en kommune.

Når du har en uddannelsesaftale kan du starte på hovedforløbet.

 

Læreplads
Du kan også oprette en profil på Lærepladsen.dk, og få adgang til værktøjer, som gør lærepladssøgningen nemmere og hurtigere.

Arbejdsgiverne kan også søge din profil frem og skolen kan hjælpe dig med at finde relevante lærepladser til dig.

Fag på hovedforløbet

På uddannelsen til social- og sundhedsassistent har du grundfag, uddannelsesspecifikke fag, valgfag og valgfri uddannelsesspecifikke fag.

Grundfag

  • Dansk C
  • Naturfag C
  • Engelsk (valgfrit)

Uddannelsesspecifikke fag

  • Mødet med borgeren og patienten
  • Det sammenhængende borger- og patientforløb
  • Kvalitet og udvikling
  • Somatisk sygdom og sygepleje
  • Psykisk sygdom og sygepleje
  • Sundhedsfremme, forebyggelse og rehabilitering
  • Farmakologi og medicinhåndtering

 

Valgfri uddannelsesspecifikke fag

  • Social- og sundhedsassistenten som teamleder
  • Smertelindring ved fysisk og psykisk handicap

 

Valgfag

  • Tidlig opsporing
  • Innovation og entreprenørskab (udbydes en gang årligt)
  • Social- og sundhedsassistenten som teamleder
  • Tværfagligt samarbejde om den medicinske patient 
  • Faglig fordybelse

 

Ekspertniveau
- er for dig, der gerne vil lære noget ekstra. Du vælger selv, om du vil have ekspertniveau i 1, 2 eller alle 3 nedenstående fag.

  • Det sammenhængende borger- og patientforløb
  • Somatisk sygdom og sygepleje
  • Sundhedsfremme, forebyggelse og rehabilitering.

Læreplads

For dig der er fyldt 25 år

Er du 25 år eller derover og bliver optaget på SOSU Nord:

  • På Grundforløb 2 på 20 uger til social- og sundhedsassistent
  • På Grundforløb 2 på 3 dage til social- og sundhedsassistent (for dig med en bestået gymnasial eksamen)

Du er sikret en læreplads i din bopælskommune, hvis du ansøger rettidigt om en læreplads i kommunen og i øvrigt opfylder de administrative betingelser for lærepladsen.

 

For dig der er under 25 år

Er du under 25 år og bliver optaget på SOSU Nord:

  • På Grundforløb 2 på 20 uger til social- og sundhedsassistent
  • På Grundforløb 2 på 3 dage til social- og sundhedsassistent (for dig med en bestået gymnasial eksamen)

Du kan også søge en læreplads i din bopælskommune eller anden kommune. Det er kommunerne, der vurderer om du kan tilbydes en læreplads.

Her kan du tage din uddannelse

Du kan tage grundforløb 1 og 2 i Aalborg, Hjørring, Hobro, Aars, Frederikshavn og Brovst.

Hovedforløbet kan du tage i Aalborg og Hjørring.

Mød Freja

Mød Freja en dag som elev på social- og sundhedsassistentuddannelsen

Kontakt os

Har du spørgsmål til uddannelsen og dine muligheder?

Det siger andre

Det er super interessant, at kunne kombinere de bløde værdier som pleje og omsorg med en naturfaglig vinkel - jeg får det bedste fra begge verdener.